VEDTÆGTER FOR STOMPING BOOTS
§ 1 Foreningens navn
Foreningens navn er Stomping Boots. Foreningen er stiftet den 26. januar 2004. Foreningens hjemsted er Silkeborg Kommune.
Foreningens adresse er formandens private adresse.
§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er
• at give medlemmerne mulighed for at modtage undervisning i Linedance,
• at give medlemmerne mulighed for at danse Linedance,
• at udbrede kendskabet til Linedance,
• at fremme kendskabet til Country- og Westernmusik,
• at give medlemmerne mulighed for at møde nye venner gennem Linedance,
• at styrke et kammeratligt, socialt og festligt sammenhold mellem medlemmerne,
• at give medlemmerne mulighed for at dyrke motion på en sjov måde.
§ 3 Tilslutninger
Foreningen kan tilslutte sig de relevante forbund, foreninger og organisationer som bestyrelsen måtte finde relevante.
Sådanne tilslutninger vedtages af bestyrelsen.
§ 4 Medlemskab
Som medlem af foreningen kan optages enhver person, der har lyst til at danse Linedance og lytte til Countrymusik og som vil efterleve, og være med til at fremme foreningens formål. Der kan både optages aktive såvel som passive medlemmer. Et medlem kan kun ekskluderes på en, til lejligheden, indkaldt generalforsamling. Indtil dette sker udelukkes medlemmet fra diverse dansehold med omgående virkning.
§ 5 Kontingent
Bestyrelsen fremlægger forslag til kontingent på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves 2 gange årligt i januar og september. Medlemskabet er kun gyldigt hvis indbetaling af kontingent er foretaget inden for den af bestyrelsen fastsatte tidsfrist, som er inden 3. danseaften. Kun aktive medlemmer der har betalt kontingent til tiden har stemmeret på generalforsamlingen. Et medlem kan til enhver tid udmelde sig af foreningen. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke.
§ 6 Regnskab
Klubbens regnskabsår følger kalenderåret. Konti i pengeinstitutter noteres i klubbens navn.
§ 7 Generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed i alle dens anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år sidste fredag i februar. Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel på hjemmesiden og ved info fra instruktørerne. Hvert medlem af foreningen har én stemme og stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte. Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Valg til bestyrelsen foregår skriftligt, hvis der er mere end 1 kandidat. Forslag til behandling på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage forinden generalforsamlings afholdelse. Dagsordenen til den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Valg af 2 stemmetællere.
3) Bestyrelsens beretning.
4) Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
5) Fremlæggelse af kontingent og budget til godkendelse.
6) Indkomne forslag.
7) Valg af bestyrelse og suppleanter jf. § 8.
8) Valg af revisorer og suppleanter jf. § 9.
9) Valg af medlemmer til udvalg
10) Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når generalforsamlingen, 2 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer forlanger det. Forlangende fra medlemmerne skal være skriftligt og motiveret samt ledsaget af en dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indvarsles og afvikles efter samme regler som den ordinære generalforsamling.
§ 8 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af formand, næstformand, sekretær, kasserer og 1 medlem. Alle bestyrelsesmedlemmer, der vælges blandt aktive medlemmer, sidder for 2 år af gangen og vælges således:
1) Formanden og sekretæren er på valg i ulige årstal.
2) Næstformanden, kassereren og medlemmet er på valg i lige årstal.
3) 2 suppleanter til bestyrelsen vælges for et år ad gangen, blandt aktive medlemmer.
Økonomisk tegnes klubben af formand og kasserer i forening Bestyrelsen er ansvarlig for at der føres protokol i forbindelse med alle møder i foreningen. Bestyrelsen ansætter og afskediger instruktører.
Bestyrelsen forestår foreningens daglige ledelse og drift og kan, efter behov, nedsætte udvalg. Bestyrelsen træffer afgørelse med hensyn til indkøb, opvisninger, tilskud, kompensation til instruktører etc. Bestyrelsen kan ikke stifte gæld i foreningens navn med mindre der er givet mandat til dette af generalforsamlingen. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.
Bestyrelsens afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 2/3 bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Der skal afholdes bestyrelsesmøde hvis formanden eller 2 andre bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.
Bestyrelsen træffer de nødvendige aftaler med instruktører angående indkøb af musik, sæsonprogram, holdsammensætning, danseaftener, opvisninger osv.
Bestyrelsesmedlemmerne er kontingentfrie aktive medlemmer af foreningen.
§ 9 Revision
Revisionen består af to personer der vælges på den ordinære generalforsamling for et år af gangen. En revisorsuppleant vælges ligeledes for et år af gangen. Revisorerne skal hvert år gennemgå det samlede regnskab inden den ordinære generalforsamling.
§ 10 Instruktør
Foreningens danseundervisning varetages af instruktører, der skal have løn eller kompensation for udgifter så som kørsel, telefon, fotokopiering, deltagelse i kurser etc. Instruktøren er ansvarlig for at der er musik til undervisningen. Instruktørerne er kontingentfrie aktive medlemmer af foreningen.
Løn og kompensation til instruktører aftales mellem instruktørerne og bestyrelsen.
§ 11 Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan kun vedtages på den ordinære generalforsamling og kun hvis mindst ¾ af de fremmødte stemmer for vedtægtsændringen. Vedtægtsændringer er gældende fra og med beslutning på generalforsamling.
§ 12 Foreningens ejendom
Musikanlæg, bånd, cd’er m.m., der er indkøbt af foreningen til brug ved undervisning tilhører foreningen og må kun anvendes af kvalificerede personer. Alt foreningens ejendom og løsøre må kun anvendes til anskaffelsesformålet og i foreningens interesse.
§ 13 Hæftelser og ansvar
Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af klubben indgåede forpligtigelser. Klubben hæfter alene med dens respektive formue. Klubbens medlemmer har ikke økonomisk forpligtigelse over for foreningen, udover kontingentforpligtigelsen.
Bestyrelsen har ansvaret for at klubben administreres efter gældende love og retningslinier
§ 14 Foreningens opløsning
Opløsning af foreningen kan kun ske hvis der på den ordinære generalforsamling skriftligt er udtrykt ønske om dette af mindst 3/4 af alle medlemmer i foreningen. Såfremt der på den ordinære generalforsamling er fremsat ønske om opløsning af foreningen skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling senest 30 dage efter.
Opløsning af foreningen kan herefter ske hvis mindst 3/4 af de fremmødte stemmer for.
Afstemningen foregår skriftligt. I tilfælde af opløsning skal foreningens midler, ejendom og løsøre realiseres og pengene overgå til almennyttige formål i Silkeborg Kommune.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 26. januar 2004
Godkendt af Gjern Kommunes Folkeoplysningsudvalg den 7. juni 2004
Ændret på den ordinære generalforsamling den 25. oktober 2004
Ændret på den ordinære generalforsamling den 27. oktober 2006
Ændret på den ordinære generalforsamling den 23. marts 2007
Ændret på den ordinære generalforsamling den 27. februar 2009
Ændret på den ordinære generalforsamling den 26. februar 2010
Ændret på den ordinære generalforsamling den. 28. februar 2020
Udskriv Vedtægter rev 28022020